Forfatter: Tage Aille Borges og Ejler Nyhavn
Forlag: Forlaget Armé – ISBN 978-991532-6-8
Format: Prosatekster, paperback med flapper, 128 sider.
* * *
Selvom jeg ikke skal gøre mig til den store fortaler for julen, og hvad den efterhånden er endt i af et trafikuheld, synes jeg alligevel, det ligger lige til højrefoden at kaste mig over en sag, der i høj grad er indrammet i julelegens tegn. En dynamisk duo bestående af d’herrer Tage Aille Borges og Ejler Nyhavn har taget kampen op med et stort udsnit af skrivekoryfæer (koryfæhoveder, hvis man skulle Bukdahle den lidt), og i dén proces er en formodet brevudveksling gået hen og blevet en selvgyldig kommentar til disse forfatterskaber. Bogen 101 litterære postkort – eftersendte replikker viser sig at være en ambitiøs leg.
Lad os starte med at nævne, at bogen jeg sidder med hér, helt klart er et legeprojekt. Idéen om en ordveksling pr. postkort mellem en masse, næsten alle, hedengangne forfattere, indeholder et ambitionsniveau, man ikke altid ser anmeldt hér på siden. Et sådant samarbejdsprojekt kan også indeholde en del åbenlyse faldgruber. Hvis selve skrivningen i bogen ikke holdt en høj standard, ville det blive ligegyldigt, og man kunne nemt frygte at forfatterne forfaldt til parodier eller interne referencejokes, der kun ville finde relevans hos forfatterkolleger. Allerede nu tør jeg godt sige, at dét ikke er tilfældet med denne udgivelse.
101 litterære postkort er et fint lille objekt uden for mange dikkedarer i sin fysik. En bog nogenlunde hamret ud i A5-format med flapper, og jeg kan love, den holder en udmærket kvalitetsstandard, for guderne skal vide jeg har transporteret den bog rundt omkring overalt på det seneste. Det eneste der generer mig, er det kridhvide papir siderne er trykt på, som jeg også har set forlaget Armé gøre det i før. Det bliver en smule skingert at læse på i længden. Til gengæld er opsætningen superb, med gode fontvalg for både overskrifter og tekster, som gør sig smukt på siderne, og selvom der vil være læsere, der vil tvinges til at finde brillen frem, så synes jeg egentlig bogen er sat så glimrende, som den skal sættes for denne slags tekster.
Hvad er den slags tekster så for nogle? Det er prosatekster, der er skrevet som breve mellem velkendte forfattere på tværs af tid, sted og baggrund. Primært prøver de to forfattere til 101 litterære postkort, at sætte sig i de oprindelige forfatteres arbejdsstol og finde frem til en sprogtone, der harmonerer med hvad man kunne forestille sig, hvordan disse forfattere ville have formuleret sig i brevform. Hele affæren er én stor rundesang, hvor hver forfatter skriver til en anden forfatter efter eget udsyn og sprog. Med så forskellige navne som fx. Dan Turèll, Franz Kafka, Georg Büchner og Virginia Woolf, der tages under behandling, kan det ikke undre, at bogen som helhed kommer til at fremstå meget kalejdoskopisk. Og det er ikke tosset, det er formentligt en stor del af pointen. Man skøjter simpelthen fra Pessoa til Hamsun videre over Robert Desmos til Edith Södergran. Flere gange er der næsten reelle dialoger mellem forfatterne. Som læser efterlades man med indtrykket af, at ophavsmændene ønsker, at man skal flytte sig videre hele tiden. Konstant veksler sproget og artikuleringen. Bogen er én stor zoologisk have af litteratur, hvor man konstant forbløffes og forundres, beundrer det man kender, blot i en ny krop, og grubler over alt det ukendte og mærkværdige.
Da man som læser ikke har en anelse om, hvem af forfatterne der har skrevet hvad, bortadopterer bogen dermed en stor del af sin status af egoprojekt og finder sig istedet til rette under alle de til lejligheden påtagne aliasser. Det er dér, jeg synes bogen for alvor fungerer. Man ved godt, at bogens vinkel er så bred, at næsten ingen litterat kunne overskue, at skulle håndtere så mange forskellige typer sprogtoner og formuleringer, men det gør ikke noget, for bogen er gennemsyret af en selvstændig, opfundet virkelighed. Aliasserne antager deres eget liv, slipper ud af den præsyede kostumedragt omgivelserne og eftertiden har tildelt dem, og bliver i den stund rigtige, levende karakterer i hænderne på de d’herrer Borges og Nyhavn. Som læser finder man det efter et stykke tid i bogen ikke svært at forestille sig Johannes V. Jensen skrive flg. til Georg Büchner:
“Engang var jeg som Dem – ung uerfaren og søgende effekten i det store som i det små. Jeg var ikke revolutionær eller anarkist som Dem;, og jeg blev ældre, De blev det ikke.”
Realistisk sét er bogen så bredt monteret i sine skift mellem de forskellige litterære stilarter, at næppe nogen på denne klode kunne få hver enkelt forfatter til at fungere perfekt troværdig. Teksterne er jo formuleret på dansk, og man skulle nok være mere end blot genial for at kunne vide, hvordan fx. Beckett eller Ginsberg ville formulere sig på dansk. Dét virker heller ikke på undertegnede som pointen i bogen. Pointen er mere legen i de forskellige måder at formulere sig, og hvordan man kunne fantasere om de respektive måder at krydse klinger på litterært. Det er hele tiden formuleret som brevudvekslinger. Der inddrages små psykologiske kneb, hvor hvert alias i bogen skal lade til at aflevere stafetter til hinanden, hvor de fleste af de små stafetter tager udgangspunkt i aliassets eget forfatterskab, eller en genkendelig holdning de måtte have haft, og som så retter sig mod næste alias i rækken. Udvekslingerne kører med et skælmsk blik, og det er dér Tage Aille Borges og Ejler Nyhavn nok er mest personligt tydelige i deres eget indgreb i skriften. På side 48 anklager Rudolf Broby-Johansen Dante Alighieri for dette:
“Hvorfor gjorde du litteraturen til et lysthus for lette religiøse pointer? Dine vers og strofer har slæbt et spor gennem Europas historie, som efter en blodig udåd! Jeg anklager dig, men jeg indrømmer også gerne, at jeg læste dine bedrifter som en liderlig karl”
Hvortil Dante på siden efter responderer (efter et længere selvforsvar):
“En spand vand herfra, til Deres ikke mere kun litterære helvedesvision. Helvedet er i poesien en sprogløs lomme i sproget, hvor døden kigger ind, ikke en portefolio over Deres private angstmetaforer.”
Bogen zigzagger således over landskabet på kryds og tværs, og derfor er det svært for en simpel anmelder som undertegnede, at kunne fange alle de lege, der foregår med litteraturen hér, endsige give en retfærdig beskrivelse af dem alle – kan man overhovedet vurdere et objekt af denne kaliber? Der må jeg så erklære, at det mener jeg, man kan, hvis man går ind på bogens præmis om, at det i høj grad er sjov og ballade, der foregår hér. Bogens tyngdepunkt lurer lidt omkring, på den ene side, ophavsmændenes kærlighed til litteraturen, en lyst til at tage litteraturen seriøst om man vil, og så en kontravægt i en lystig parodi på det ubærlige i forfattere og al deres påtagede væsen.
Selvom bogens litterære tyngde kan virke temmeligt massiv, især hvis man gransker den uden kendskab til nogle af forfatterne (oh ve!), så udgør de fleste af teksterne alligevel ret taknemmeligt materiale at læse, idet de ikke forudsætter en alt for høj standard af læserens kundskaber på forhånd, men selvstændigt ligger og tumler i deres eget univers. Du kan roligt træde ind på dette værtshus uden at være stamgæst og more dig med selskabet. På den anden side, skal det selvfølgelig nævnes, hvordan bogen på ingen måder skorter på litterære jokes internt, eller for den sags skyld solide referencer. De er bare stillet op på en sådan måde, at de sømløst indgår i sproget og derfor sjældent falder til jorden eller bliver sejtrukne at læse. I bogen kan man mærke, at drengene har haft det sjovt med denne tête-à-tête i sandkassen, og det lyser ganske synligt ud af teksterne, hvilket kun bidrager positivt til læserens oplevelse. Bogen er sjov, den virker ikke fortænkt, men er blot en underholdende duel på træsværd, en kommentar til koryfæerne, og er aldrig i fare for at kollapse under konceptets tyngde. Anbefales varmt herfra. Og god jul, så, trods alt.
Anmeldt af Thurston Magnus