Forfatter: Sverre Kaels
Forlag: Forlaget Armé – ISBN 978-87-991532-4-4
Format: Paperback, 233 sider (240 i alt)
* * *
Dagen oprinder, bogen ankommer, og en af de få umiddelbare anmelderglæder man har, er at hive objektet ud af kuverten og danne sig sit første indtryk. Det er lidt som med barndommen og julegaver, at næste pakke potentielt set kunne være fyldt med en PlayStation eller andet tilsvarende formodet vidunder. Jeg står med Sverre Kaels’ roman Tilgivelsen i hånden, en solid paperback, og studerer den løst. Inderflapteksten fortæller mig, at pressen bla. skrev flg. om hans seneste udgivelse: “Det hér er ikke socialrealisme, det er ikke autentiske forfatterselvbeskrivelser, og nej – vi skal ikke ned til hundene.” – anmelderen studser lidt over den pudsige formulering, og tænker, hvor har jeg hørt dén før?”
Pressecitatet er naturligvis fra MetrOrd, specifikt skrevet af undertegnede, og er med til at understrege en pointe, som jeg har fremsat før: At visse bøger, upåagtet deres litterære kvaliteter, simpelthen ikke bliver anmeldt i de større daglige fiskeindpakninger, men må ende deres dage i de fedtede anmelderhænder hos de (delvist) glade amatørers pariaer, som fx. vores ditto her på siden. Dette system er, efter anmelderens mening, blot med til at indsnævre fødekæden i litteratur yderligere. Det er en slags åleruse, der tvinger litteraturen længere og længere ind i en selvskabt fælde: Hvis al litteratur bliver topstyret ud i få typer udgivelser, som vi efterhånden ser det, siger det sig selv, at man reducerer den til at være et slags underholdningsmedie på linie med alt mulig andet. Film og musikbranchen har allerede dét specifikke problemkompleks. Med den tiltagende panik kan man simpelthen ikke undre sig over, at flere af forlagene er ved at mødes op med dodoen på halvvejen, at bibliotekerne mestendels er blevet en skattebetalt DVD-udlejningsbiks, og at aviserne selv er igang med det største kollektive selvmord siden David Koresh sagde, “hey, hold lige denne her fakkel.” Den litteraturkritiske branches svar på krisen er at slukke bålet med benzin – en tiltagende holdning om, at hvis ikke et større forlag har lagt ryg til stadset, eller det ikke tilhører en absurd subgenre efter anmelderens forgodtbefindende, så bliver det ikke engang gransket første gang. Som en anden præst der prædiker koret en lektie, de er ved at brække sig over, kan man så stå i sin litterære underkastelse som uafhængig anmelder og glæde sig over, at man nyder den dødsdømtes luksus: Man kan gøre hvad der passer én uden konsekvenser. Derfor også denne anmeldelse.
Så meget desto større glæde at min bandbulletaler til tider bliver understøttet, når man støder på så fin en udgivelse som Forlaget Armés Tilgivelsen. For at vende tilbage til idéen om det første indtryk, så havde jeg på fornemmelsen, at jeg ville kunne lide denne bog anmeldelsen her handler om. Omslaget er flot gjort, prydet som den er med en stiliseret djævel, der klatrer op ad en gylden stige (den onde selv sniger sig ind i himlen?), og altsammen anbragt på en glat kridhvid side. På forsiden står der: “Tilgivelsen … Sverre Kaels” og det er nærliggende at tro, det skal læses som: “Tilgivelsen af Sverre Kaels.” Forfatterens forsøg på at tilgive sig selv, kunne man spekulere over.
Romanen starter ud i et nøgternt, usmykket sprog, lettere gammeldags præget, og introducerer os til Peter Schwartzkopf, som er forsvarsadvokat og arbejder for firmaet. Tilsyneladende mener han selv at gøre det så godt, at han håber firmaet vil rejse en statue af ham. Han skal vise sig at tage grueligt fejl. Hans chef, Stuckenberg, giver ham en ordre om at løse en opgave: Han skal løslade en række fanger, der sidder fastspændt ved hænderne på en ikke nærmere specificeret bane i en kirke, for ellers vil deres hænder blive kørt over – og af. Allerede hér bemærker man en vis uro i narrativet. Der er noget galt, tænker man som læser, dette er ikke normalt. Og dét er helt korrekt at tænke, for der er ikke ret meget i denne roman, der fungerer efter normale omstændigheder. Man skal kun så mange sider ind i bogen, før man får associationer til Kafka. Alting er ordnet i diametrale modsætninger; den mystiske magtfaktor, firmaet, synes nærmest at give Peter modstridende ordrer, og som læser bliver man helt rundt på gulvet over, hvad i alverden det er Peter skal gøre. Peters forventninger om rødvin, hæder og statuer for et veludført arbejde, kører hurtigt over i en grotesk farce, hvor han menes at have gjort sig skyldig i en masse, hvad der bla. tvinger en repræsentant for firmaet til at straffe ham ved at være utro med hans kone (!). Det hele ender med, at Peter bliver sendt ud at rejse med en bunke børn (som har fået deres hænder kørt af), og skal på en eller anden måde forsvare sig selv og/eller børnene. I dette konvoluterede univers fremstår det aldrig helt tydeligt, hvem der er på anklagebænken, og hvem der anklager. Det meste af den nedtrykte affære foregår på en båd ned gennem Afrika, hvor Peter i sin rejse væk fra civilisationen bla. møder Sara (som måske er hans datter), som han delvist erklærer hvad kærlighed han er istand til at mønstre, og i overensstemmelse med romanens tankegang prompte lader piske.
Hvis ovenstående virker forvirrende, så er det fordi, det er forvirrende. Efter at have læst bogen to gange, er jeg ikke sikker på at have fået fakta helt klarlagt. Kaels spiller et dobbeltspil med læseren, hvor han hele tiden opskriver et nyt præmis på tavlen, som han hurtigt derefter sletter for kun at notere et nyt. Det giver en utroligt destabiliserende effekt, som er højest urovækkende. Som anmelder måtte jeg læse tilbage i bogen så mange gange, at jeg næsten mistede overblikket: Måske man klarest kan gengive bogens koncept, ved at opstille et slags mindmap, hvor man beskriver de forskellige faktioner: Peter, Sara, firmaet, retten (som de facto skal dømme ham) og børnene. Jeg vil ikke gå så langt som til at tildele faktionerne intentioner og værdier, men blot prøve at formulere min oplevelse af den konstant skiftende magtfordeling mellem dem som en multitovet omgang tovtrækkeri, hvor magtbalancen mest synes at bero på, hvem der er mest skyldig, og hvem der har ret til at dømme andre.
Universet Peter eksisterer i, er opløst i blanke flader. Der er ikke mange specifikke referencer til noget geografisk, historisk eller samfundsmæssigt. Som en slags tabula raseret David Lynch-film, kan man kun stige ombord i vognen og acceptere romanens egen logik. Hvor man starter med en naturlig sympati for Peter, som synes anbragt i en unødigt abstrakt situation, begynder man langsomt at fatte mistanke til, om Peter er så klart uskyldig, som han ellers gerne vil fremstå. Man begynder at tvivle på han mentale helbred – opfatter han tingene som de er eller blot som de fremstår? Skal Peter tilgives for sin skyld eller helbredes for sin sygdom? Umiddelbart føler denne anmelder trang til, at beholde den indbyggede ulogiske logik som en rød tråd gennem bogen, og bare spille med på den værste, men selv dén indgangsvinkel på bogen testes flere gange, og til sidst kollapser snart sagt hvilket som helst greb om bogens ønske. Som Peter kommer længere væk fra sin menneskelige natur og væk fra sin vante situation, følger man som læser med bogens fremskridt i en tiltagende delirisk opløsning af, hvad meningen med romanen er.
Jeg er ikke sikker på, at min udlægning gør romanens idéer meget klarere, endsige overhovedet er præcise i beskrivelsen af plottet, og jeg tror dét er en del af forfatterens overordnede strategi, at involvere læserens egen opfattelse af temaerne. Hvis jeg skal anbefale læseren noget, så må det være ikke at nærstudere hver eneste sætning for nøje. Romanen bliver hurtigt tung, hvis man læser den pr. ord. Mange indskudte sætninger og temmeligt svævende formuleringer. Dens største fordel og ulempe er faktisk, at alle de vekslende begreber hurtigt kommer til at flyde ud i en ensartet masse, der gør den ret vægtløs – efter hundrede sider er man slet ikke på Peters side længere som protagonist, og ønsker ham formentligt ligesåvel dømt som frikendt. Stort set alle sympatiske karakterer og faktioner der dukker op, udviser på et tidspunkt stoicisme og grusomhed i så store mængder, at man næsten ikke kan synes om dem, hvilket ironisk nok frikender læseren, således at denne kan danne sig egen private røde tråd. Bogen bliver mere et spejl end en manual, og læseren vugger dermed kun med på sine egne tanker.
Hvad der specifikt hæver bogen op for mig, er lange passager af virkeligt gode indslag. Nogle af de absurde konversationer, de overraskende reaktionsmønstre hos personerne og de sceniske indslag er fantastiske (Peters pseudosexscene med Sara eller beskrivelsen af de håndløse børns fodboldkamp, fx.). Jeg er vild med idéen om, at Peters liv (måske) styres af et stykke litteratur firmaet har i hænde, som nærmest spiller en slags pendent til Peters egen noterede opfattelse af sig selv og situation. Skal man prøve at give bogen et slags referencemæssigt overslag, kan man sige at Sverre Kaels’ Tilgivelsen minder om en krydsning mellem Franz Kafka (specielt Processen og Forvandlingen), Joseph Conrads Heart of Darkness tilsat en spids Svend Åge Madsensk absurd drama, altsammen med en distinkt smag af sig selv. Specielt Kaels’ sarkasme rammer rent på det litterære smagsløg, og der er mere end tegning til en egenartet stil.
Kan jeg så anbefale bogen? Lad os se engang, ja, det kan jeg: Jeg kan anbefale den til folk med evnen til at koncentrere sig, forså ikke at koncentrere sig. Jeg kan anbefale den til folk, der ønsker sig et stykke litteratur, der er udfordrende i sin anspændte logik, sprudlende i sin litterærfilosofiske subtekst og med en klar sans for at bruge sproget, som det ikke almindeligvis benyttes. I sidste instans kan jeg også anbefale den til anmeldelse i de større medier, som jeg i samme åndedrag vil anbefale at få fingeren ud og øjnene op for Sverre Kaels. Kom i sving. Tilgivelsen ligger lige om hjørnet.
Anmeldt af Thurston Magnus